2020 – en epilog

Vi afbryder lige programmet, og sætter fortællingerne om mit ‘cross country’ eventyr på hold for at sige et par ord om det elendige år, 2020, som desværre vil gå hen i historien som værende et af de mest tragiske år i nyere tid. Hele verdenen har lidt, på den ene eller den anden måde. De fleste langt mere end normalt. Smid et tæppe af en global epidemi over verdens befolkningen, og tilføj nogle pyntepuder af civil urolighed, økonomisk ødelæggelse og social distancering og du har en menneskehed med store, store problemer. Vi kommer aldrig “over” 2020. Håbet er at os der stadig er i live, kommer videre og har lært meget om den verden vi bor i, og om os selv.

Grænsen mellem Nevada og Californien

Jeg startede året højgravid, bosiddende i Las Vegas. Jeg havde givet Vegas chancen, ægteskabet en ‘second chance’ og nu skulle tilværelsen ligne noget der lugter lidt af et normal familieliv. Jeg havde i samråd med min mand, besluttet mig for at min egen tour virksomhed måske nok skulle forblive en hobby men at jeg måtte se at overveje et normalt fuldtidsjob, ligeså snart jeg kunne forlade baby. Var jeg trist over det? Så absolut, men han havde jo ret. At være iværksætter med to børn, særligt i en industri der er så sæsonpræget ville give en del ustabilitet, og usikkerhed som vi ikke havde behov for lige nu. Vi havde brug for to faste indtægter hvis vi skulle få det til at hænge sammen i Las Vegas.

Ha ha ha.

Min Evelyn blev født slut januar og alt var vel. Dagen efter kom vi hjem og samme dag, tilmeldte jeg mig lotteriet for chance om at deltage i NYC Marathon i 2020. Jeg havde besluttet mig tilbage i december, at skulle jeg nogensinde løbe det maraton skulle det være nu. Jeg ville fylde 35, det skulle være 50 års jubilæet og jeg havde fået de børn jeg skulle have.

Februar kom, og vi tog et par udflugter med min familie fra Danmark bl.a. til Death Valley, og mere lokalt til Red Rock Canyon og Lake Mead. Det var dejligt, som tour guide at have de stunder med min nyfødte, min søn og resten af familien.
I slut februar fandt jeg ud af, at jeg ikke blev udtrukket og altså ikke fik en plads i NYC marathon men jeg besluttede mig for, at jeg var nødsaget til at løbe det alligevel og tilmeldte mig derfor via en velgørenhed, og begyndte at indsamle til Run for Autism. Jeg begyndte dog ikke, at løbetræne endnu.
Jeg kan godt huske, at jeg læste lidt om den virus der begyndte at sprede sig fra Kina men som nybagt mor, tænkte jeg ikke videre over det.

Harlem, 14 marts 2020

Så blev det marts, og jeg begyndte at forberede mig på at min sæson skulle starte, med studieture ankommende i New York d. 14 og 15. marts. Jeg var ikke glad for, at jeg skulle forlade min 6 uger gamle baby allerede men jeg vidste, at det nok skulle gå for min mor og søstre var der, til at hjælpe. Det er ikke uhørt, ja, det er nærmest normalt at man stopper sin barsel her i USA efter blot 3-4 måneder.
Desværre var Corona virussen nu kommet til USA og seks timer før min studiegrupper skulle ankomme, var grænserne blevet lukket. Jeg ordnede dog stadig andre ærinder mens jeg var i byen. For nedlukningen varede jo nok ikke så længe, og jeg havde andre grupper der ville ankomme i april. Suk …

De første masker, hjemmelavet af en ven fra Texas.

Vegas lukkede helt ned og vi begyndte at bære masker. Det var sært, og føles som en evighed siden, for nu er det nærmest normalt. Altså ikke det med butikkerne. Jeg havde en fest, den dag de efter cirka to måneder åbnede. Jeg passede min baby og min dreng, og tænkte at jeg nok snart skulle igang med den løbetræning for 1 november var maraton dag.

6 maj gik jeg mine første to miles. Jeg er som bekendt, på ingen måder fysisk et sted hvor jeg forventede at jeg kunne løbe men man skal jo starte et sted. Jeg deltog også i mit første virtuelle løb, hvor jeg fra 15 maj til 31 juli løb/gik 500 kilometer. Den 3 august, gennemførte jeg mit første halvmarathon. De fleste af mine kilometer blev fuldendt udenfor i varm, varm ørkenluft

Inspiration fra en af mine mange træningsture i Vegas.

Det var her i sommeren, at det stod klart for mig at jeg ikke ønskede at blive i Vegas. Jeg havde haft alle de rigtige intentioner, men det var ikke lykkes min mand at finde ordentlig arbejde og på grund af pandemien, kunne jeg slet ikke finde noget der ville betale mere end $10/timen – og med en omkostning på børnepasning på omkring $2200 om måneden, ville det ingen mening give at tage den slags deltidsarbejde. Desuden savnede jeg NYC med hver fibre af min krop. Manden min, som kun havde været i Vegas i knap et år kunne få sit job i NY tilbage per kontrakt (officielt set) og vi besluttede os for at tage tilbage til byen.

Desværre, skete der visse ting der gjorde at jeg endte med at måtte tage turen tilbage til New York City alene. Jeg endte med at køre hele vejen fra Vegas til NY med min baby og min søn – alene. Og på vejen dertil fandt jeg ud af, at jeg var blevet snydt. Der var ingen lejlighed, og jeg mistede rigtig, rigtig mange penge. Og ikke nok med det, så stod jeg nu i en situation hvor vi teknisk set, var hjemløse.

Det var nogle skræmmende dage og meget kan siges, om den ejendomsmægler jeg arbejdede med men det lykkedes ham, at få mig godkendt til en anden lejlighed, hvor vi lige over hals og hoved flyttede ind 10 dage senere.
Ugen efter, og meget utrænet efter tre uger på vejen forsøgte jeg, at gennemføre mit virtuelle NYC Marathon. Det regnede, og det var meget smertefuldt til sidst. Jeg besluttede derfor, at jeg måtte stoppe. Det var en god beslutning, for jeg kunne dårligt gå i flere dage derefter. Og som solo forældre til en baby og lille dreng, ja, så dur det ikke at man smadre sin krop på den måde. Jovist, jeg gennemførte ikke et maraton som var mit mål i 2020 – men til gengæld klarede jeg ret meget andet og 30 km ud af de 42.2 som maratondistancen er.

De sidste to måneder af året, blev brugt på finde ud af hvordan jeg dog skulle overleve i New York uden arbejde, og jeg begyndte at planlægge virtuelle / online tours på turistinewyork.dk – jeg nåede at give en Williamsburg tour, og inden den næste blev jeg ramt.

Gavlmaleri og Williamsburg Bridge i horisonten

Jeg vågnede op d. 17 december og passede min datter. Hun var lidt sur, og vred sig rundt. Det var tidligt om morgenen, så ville skifte hendes ble … og der var det jeg indså, noget var ret galt. For hun havde altså leveret en nummer to … ret voldsomt endda … og jeg kunne ikke lugte det. Turen gik derfor til køleskabet, og jeg begyndte at sniffe alt hvad jeg kunne. Da selv min spicy sennep ikke lugtede af noget, stod det klart for mig hvad to timer i kø, i sne udenfor, og en test viste mig dagen efter: Jeg var positiv for Covid-19.

Så hvordan endte jeg 2020? 14 dage i karantæne, i fuld isolation med min 10 måneder gamle baby og 4 årige søn. Sidste dag i karantæne var d. 31 december 2020, så jeg tænker umiddelbart, at jeg ikke kunne have afsluttet året på nogen “bedre” måde.

Til trods for, de mange uheldige ja sågår hjerteknusende oplevelser og hændelser i mit liv i 2020 så bliver jeg nødt til at fokusere på de ting der har gjort mig stærkere og gladere:

Skønt billede taget af min skønne Helle i Vegas, få dage inden vi forlod byen


Min datter. Min smukke datter, fik mig til at indse hvor vigtigt det er, at man som pige og kvinde er klar over sit værd.

Min søn. Min søde og sjove søn, fik mig til at indse hvor vigtigt det er, at man som dreng har en god rollemodel når det kommer til, hvordan man behandler piger og senere kvinder i sit liv.

Udmattede ben, der forsøgte at gennemføre et maraton.

Mit maraton eventyr. Jeg indså, at jeg sagtens kan sætte et vanvittigt mål, som overvægtig og nybagt mor, at løbe et maraton og at selvom det var skuffende, jeg ikke nåede at fuldende det 100% alligevel er lavet af en særlig støbning for det var ingen joke, at træne i Vegas hede sommer.

Lidt af en køretur jeg var ude på i september / oktober 2020

Min køretur tværs over USA. Jeg synes, det ville være forfærdeligt uansvarligt at køre turen alene men som jeg forklarede det i et tidligere blogindlæg så blev det lige pludselig den bedste løsning. Men hold nu op, hvor jeg lærte meget om landet jeg bor i samt mit eget mod! Jeg var modig, da jeg i sin tid flyttede til New York og væk fra alt i Danmark. Men, jeg var måske nok mere modig, at køre tværs over landet med mine små børn, for igen at bosætte mig i byen. Og så ovenikøbet midt i en pandemi.

Nabobygningen, efterårets farver og lidt blå himmel

Mit nye hjem i min by. Jeg blev godt nok snydt, og kom ikke til at flytte ind i den nye lejlighed, i min gamle bygning hvor jeg boede i fem år da jeg flyttede til NYC i første omgang. Men jeg kom til at bo i samme område. Faktum er, at jeg føler mig så meget hjemme her i denne bydel i Queens. Så jeg er taknemmelig for min 80 år gamle lejlighed, med alle de skavanker den har.

Og jeg kan ikke slutte dette blogindlæg uden at sige tak til jer, der har bidraget med positive ord, søde beskeder og opmuntring. Og til alle jer, der har bidraget til min www.buymeacoffee.com/danishtourguide platform, hvor hver en “kaffe” består af $5 som er gået til, at overleve rent økonomisk de sidste par måneder. I har gjort en stor forskel, og jeg er for altid taknemmelig.

HVAD ER DU GLAD FOR?

Leave a comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *