Amarillo, TX til Oklahoma City, OK

284 miles / 457 km fra Texas til Oklahoma

Dag 4 – 29 september, 2020 – Rejsen fra Las Vegas til New York City 

Vågnede op i Texas, en stat som jeg på alle måder gerne ville have brugt længere tid i. Texas er en af de store stater, der virker lidt eventyr agtig … og hvor jeg rent faktisk har venner, der sagde vi skulle komme forbi. Havde jeg vidst, at jeg ville blive scammet og at den lejlighed jeg var på vej “hjem” til, ikke var min .. så havde jeg brugt mere tid i Texas fremfor at “strande” i Pennsylvania (mere om det i senere indlæg).

Vi fik dog et par super gode, Western-agtige oplevelser* som gjorde sønnike glad og mor her endnu gladere.

Min datter fyldte 8 måneder i dag, og efter den faste månedlige photo shoot, og en begrænset morgenmad (granola bar og æbler) kørte vi over for at se den store Cowboy (2nd amendment cowboy bliver den kaldt og Cadillacs). Der er en lille souvenir butik, og tre ikke-begravede Cadillac’s som min søn absolut ville ud og se.;

Se på: Google Maps


Dernæst satte vi snuden mod den lille by, McLean, TX som blev til en kort gåtur og nogle søde billeder til familiealbummet. Der var et lille museum, som jeg ville have besøgt men det var lukket. Så mange små ‘roadside’ attraktioner, er pga. Corona lukket midlertidigt eller permanent. Det er også i denne by, at de har et sært lille museum dedikeret til pigtråd. Det havde også lukket!

Næste interessante stop (stops bliver der mange af, men det er mest af alt stræk-benene-stop, ved en benzinstation eller en McDonald’s eller lignende. Vi spiste alt for mange fritter på turen, men heldigvis fik vi også ret mange æbler fra morgenmaden på hotellerne) blev Shamrock, TX. Et must-stop, for alle. Særligt dem, der har set ‘Cars’ filmene. I Shamrock, ligger der i gadekrydset ‘Tower Station and U-Drop Inn and Tower Café’, en Art Deco benzinstation fra 1936, og som har det hyggeligste besøgscenter. I bliver nødt til at stoppe her, og se det på egen hånd.

Efter Shamrock, satte jeg næsen mod Tumbleweed Grill, som desværre var lukket.


Vi kørte derfra ind i Oklahoma, og på vej mod hotellet oplevede vi Trade Winds Inn (Elvis Presley’s yndede motel at overnatte på mellem Memphis og Las Vegas) og Bridgepoint Bridge (historisk bro) men jeg fik ikke nogle gode billeder. Landskabet ændrede sig igen voldsomt, da vi kørte ind i Oklahoma.

Fornemmelse af, at være en del af det ærkeamerikanske var en stor del af turen mod hotellet.

Jeg havde booket et værelse på Tru by Hilton, og vi ankom omkring kl 18. Perfekt! Det første værelse vi fik, havde ikke lys på badeværelset så vi blev hurtigt rykket til et andet, handicapvenligt, så vi havde extra meget gulvplads.

Tru by Hilton – 12680 points. 802 South Meridian Ave. Oklahoma City, OK 73108

Tru hotellet er mere moderne, end jeg egentlig bryder mig om men jeg elsker at de er miljøvenlige og shampoo, balsam, sæbe og lotion er i store beholdere på væggene, fremfor små flaske. Jeg bestilte pizza til sønnike, og en dårlig salat og wrap. Ja, det var nok et af de kedeligste måltider vi fik på turen men hva’, det mættede ovenpå en begivenhedsrig dag!

  • *Vores daglige oplevelser er baseret på, at jeg ikke ønskede at køre mere end 4-5 timer per dag, og ikke ville ankomme til vores hotel for sent (jeg kan ikke li’ at køre i mørke). Turen var spontan, og jeg tog udgangspunkt i rådgivning fra Henrik Lange og hans e-guides.